Frøken Fausing

Med hovedet fyldt af de mange tanker, der fik frit spil på det 

adoptionsforberedende kursus, kommer her endnu et indlæg.

I sammenhæng med fokus på barnets tilknytning skulle vi på kurset

se nærmere på vores egen tilknytningshistorie. 

Herunder hvad vi havde savnet i vores barndom, hvad vi havde været særligt

glade for, og hvad vi ud fra dette ønsker at give videre i vores eget forældreskab.

Jeg syntes, at disse spørgsmål var vanvittigt svære, fordi det fordrede,

at jeg så på mig selv som barn og satte mit voksne jeg til side, 

med alle dets erfaringer og følelser. 

At jeg genkaldte mig at være frøken Fausing uden at lade dette farve af fru Fausings 

syn på denne lille pige.

Faktisk tror jeg overhovedet ikke at det er muligt, hvilket er nogle overvejelser værd.

Frøken Fausing var, fra hun var 0-10 år lillesøster til en meget bestemt storesøster.

En storesøster, som var skøn og vidunderlig, men som havde en helt speciel

rolle i familien, fordi hun var førstebarnet, og fordi hendes tidlige år var præget

af den store frygt man må opfyldes af, når ens barn, har været ved at dø.

Og dernæst blev frøken Fausing storesøster til en meget bestemt lillesøster.

En lillesøster, som var skøn og vidunderlig, men som havde en helt speciel

rolle i familien, fordi hun var ønskebarnet, og fordi hendes tidlige år,

var præget af den store frygt man må opfyldes af, når man har været

igennem flere fertilitetsbehandlinger og så oplever, at skulle genoplive 

sit ønskebarn på stuegulvet.

Så med fru Fausings øjne har frøken Fausing helt klart savnet at være noget særligt,

at få lidt ekstra opmærksomhed.

Men hånden på hjertet - sådan tror jeg faktisk ikke, at frøken Fausing havde det sådan.

Jeg tror, hun nød, at have en storesøster, som ikke kunne li' at sove alene

og derfor sneg sig ind på hendes værelse hver aften. 

En storesøster, som hun kunne rotte sig sammen med, 

når moren var helt urimelig og ikke ville lade dem spise slik til aftensmad. 

En storesøster som altid skabte postyr, så frøken Fausing kunne snige 

sig op på værelset og uforstyrret læse i sin seneste skat fra skolebiblioteket.

En storesøster, som gjorde alle de dumme ting en lillesøster så kunne lære af.

Og jeg tror, at frøken Fausing elskede at få en lillesøster. 

Jeg tror, hun nød at bade hende i køkkenvasken og trille med hende i barnevognen.

Jeg tror, hun nød den opmærksomhed veninderne gav, fordi hun nu havde en baby derhjemme.

Og jeg ved, at hun nød at klæde sin lillesøster ud til fastelavn

og opdage, at man fik ekstra mange penge i bøssen, når man havde en lille mariehøne med!

Jeg er til gengæld også helt sikker på, at frøken Fausing elskede at tage hjem til sin

far, hvor hun i mange år var enebarn - og dermed både førstebarnet og ønskebarnet!!

Hun elskede at blive proppet bag i bilen i sin sovepose for at køre på 

skitur til Frankrig. Eller når hun fik hjelmen på, og faren styrede motorcyklen mod vandet,

hvor de fiskede og spiste cocktailpølser fra dåsen.

Og da fru Fausing senior (undskyld Linda!) kom ind i billedet, 

og viste hende sine skatte fra biblioteket, lærte hende at drikke lambrusco

og lærte hende, at selvom man er et barn, er det tilladt at tænke store,

selvstændige tanker og stå ved disse.

Alt i alt tror jeg, at frøken Fausing havde det skide godt.

Hun havde en mor, der producerede masser af søskende. En mor, som altid 

inspirerede til kreativitet og leg.

Og hun havde en far, som skabte eventyr på en helt almindelig fredag.

Det vil jeg eddergodylme gerne give videre til mine børn en dag!!!!